Rejsen til Australien

Hmmm hvor skal jeg begynde....


Torsdag morgen d. 26 Januar stod jeg op med kriblen i maven og en smule kvalme.
Nu var dagen kommet til, at jeg skulle ud på den rejse som jeg havde planlagt i 9 måneder.
Jeg må indrømme at det var lidt skræmmende, at tænke på at jeg nu skulle undvære min familie, min kæreste og mine venner i 6 måneder.
Egentlig så er det svært at forholde sig til hvad det egentligt er, at man har sagt ja til, med sådan en lang tidshorisont.


Dagen derpå startede ellers dejligt med lækkert morgenmads bord sammen med min kæreste og min mor, selvom at jeg dog ikke kunne få så meget ned i forbindelse med kvalmen.
Vi kørte herefter til Kastrup lufthavn, hvor jeg skulle mødes med mine to rejsekammerater Leise og Fuad.
Det var mærkeligt, at stå der i lufthavnen omgivet af sin familie og vide, at nu skulle man sige farvel og være væk fra dem i 6 måneder og jeg blev næsten hos dem lige indtil, at vi ikke kunne trække den længere.
Jeg fik sagt farvel med en smule våde øjne, og en hel del blandet følelser, da jeg jo selvfølgelig var spændt på hvad der skulle ske, men samtidig også lidt nervøs / skræmt.


Vi gik op imod gaten og så var vores rejse ellers i gang.
Vi skulle nu sidde i en flyver i 6 timer til Dubai, hvilket gik ganske smertefrit.
Vi fik snilt tiden til at gå med, at se film på vores egen lille tv skærm, hvor vi også kunne hører musik og spille spil. En ekstra bonus var også at vi havde frie drikkevarer på hele rejsen og at de proppet os med mad non stop, som faktisk var af ok karakter taget i betragtning af at være flymad.
Da vi ankom til Dubai var jeg meget spændt på, at se hvordan lufthavnen så ud, hvilket der var rig mulighed for, da vi havde 3 timer før, at turen gik videre til Singapore.
Dubai lufthavn var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Den var mindre i størrelsen og mindre eksklusiv, men dog stadig en nydelig en af slagsen.
Det meste af tiden i Dubai brugte vi på, at kigge på butikker og finde ud af hvor høj kursen var på deres penge AED og hvor meget det svarede til i danske kr.vi fandt ud af at en AED ca. svarede til 1,50 kr. i danske.
Sidst men ikke mindst, så var vi da også lige et smut forbi den "gyldne måge" bedre kendt som MC Donalds.


Herefter gik turen videre til Singapore med en flyvetur på 7 timer, hvilket også gik nogenlunde smertefrit. Jeg fik sovet et par timer og fik set omkring 4 film i løbet af de 7 timer.


Da vi ankom til Singapore skulle vi være i lufthavnen i ca. 40 min. men noget forsinkede flyet, så vi endte med, at vente i lufthavnen i ca. 2 timer. Ikke så sjovt, når man næsten ikke kan hænge sammen af bar udmattelse.
Det skal lige siges, at ingen af os havde fået meget søvn inden for de seneste 16 timer.


Men videre kom vi altså. Nu gik turen endelig til Brisbane i Australien, vi skulle bare lige holde ud i 7,5 time mere og så ville rejsen være overstået.
Dette var dog nemmere sagt end gjort, da denne rejse virkelig trak tænder ud for mit vedkomme. Jeg havde ondt i hele kroppen og specielt bagi og var konstant tørstig og skulle derfor også hele tiden på WC. What a nightmare.
Herefter tænkte jeg bare på, at jeg var enormt glad for at der skulle gå lang tid før, at jeg skulle have samme oplevelse igen.

Langt om længe ankom vi til Brisbane, Australien.
gudskelov var der næsten ingen ventetid her, dejligt :)          
  
  
     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar