søndag den 26. februar 2012

RSPCA Housewarming

I dag har mig og Leise, været til åbenthus/ housewarming hos dyreinternatet RSPCA.
Da vi ankom var der rigtig mange mennesker, og det var et meget større arangement end vi havde forventet. Der var masser af boder, hvor man kunne få viden om RSPCAs arbejde, en stor butik med masser af tilbehør til dyr, live musik og meget mere.

Det var endda gratis at komme ind, så det var dejligt når nu vi er sidst på måneden og pengene er små :)

Da vi kom hjem spurgte de andre i huset, om vi ville med ud og bowle og det gjorde vi så.
En dejlig dag i godt selskab :)




Se flere billeder fra dagen i mine billeder :)

 

søndag den 19. februar 2012

Hej allesammen.

Husk at gå ind i mine billeder og se de nye billeder, fra Underwater world og Moolooloobaa strand :)

søndag den 12. februar 2012

Søndags tur på stranden

I dag har Leise og jeg været på stranden i Brisbane. Det var ikke en rigtig strand, men lidt ala Amagerstrandpark hjemme i Danmark. Der var sand, en masse store sten man kunne sidde på, palmetræer og vandet var helt klart og lugtede af klor ligesom en swimmingpool.
Efter nogle timers stegning kunne vi ikke holde det ud mere, det var simpelthen for varmt. Vi besluttede os derfor for at tage på marked, som lå lige ved siden af. På marked var der billige smykker, en masse souviners, tøj, lemonade stande, en spåkone stand og meget mere. Der bliver holdt marked hver fredag, lørdag og søndag, så det er nok ikke sidste gang at vi bevæger os derhen. En hyggelig dag. :)  


På vej hjem så vi lige en kæmpe Lizard / Øgle. Det er lidt underligt at de bare sådan dukker op engang imellem. Endnu en ting som man ikke er vant til i Danmark.



Derudover så kom vi da også lige forbi isbilen, som spillede en meget anderledes melodi end den i Danmark.

lørdag den 11. februar 2012

PTS Staff, night out

Vi har i dag, været ude og spise middag og drikke drinks med lærerne på skolen.
Det var rigtig hyggeligt :) og det var rart, at lærer dem lidt bedre at kende. De virker allesammen som nogle rigtig søde mennesker og de gav os en masse gode råd til f.eks. hvor vi kan handle til rimelige priser (da Australien er meget dyr) og til hvad de mente ville være værd for os, at se rundt omkring i landet imens vi er her. Alt i alt har det været en skøn aften. :)

mandag den 6. februar 2012

Valg af klasse/klasser


I dag skulle vi beslutte os endeligt for, hvilken/hvilke klasser vi helst ville være i, i løbet af praktikperioden.

Jeg havde forinden gået og spekuleret meget over, hvor jeg helst ville være. I løbet af sidste uge, var jeg i en Prep / 0 klasse og i en 1 – 2 klasse og her følte jeg mig egentlig meget godt tilpas. Det var derfor lidt svært at skulle vælge imellem dem, så jeg besluttede mig derfor for, at spørge om det kunne lade sig gøre at jeg kunne være på halv tid i hver klasse. Mit ønske blev heldigvis godkendt uden problemer og jeg har i dag haft mine første timer med klasserne, som er gået ud over alle forventninger. Dejlig dag J

søndag den 5. februar 2012

Lone Pine Koala Sanctuary

I dag har mig og Leise været i Australiens største reservat for koalaer, samt et af Brisbanes største attraktioner, Lone Pine Koala Sanctuary.
I Lone Pine fik jeg taget et billede sammen med en koala, kælede med kænguruerne set farlige krokodiller og mange andre spændende dyr.
Det har været en meget varm dag omkring 33 grader, hvilket man også kan se på billederne, hvor jeg skinner dejligt i ansigtet.

Billederne fra turen ligger jeg under siden "billeder". God fornøjelse :)

torsdag den 2. februar 2012

3. dag på Petrie Terrace State School.


I dag var sidste dag til at observere. Jeg blev placeret i en 1 – 2 klasse.

Da jeg trådte ind i denne klasse, følte jeg mig straks godt tilpas. Lærerinden var en yngre en af slagsen og var rigtig god til, at spørge ind til hvad jeg kunne tænke mig i forhold til, hvordan det har været i de andre klasser de andre dage. Derudover så syntes jeg, at hun var rigtig god til at undervise og det virkede virkelig også som om, at børnene var rigtig glade for hende.

Mange af lærerne på skolen virker som om, at de ikke vil komme for tæt på børnene men de vil derimod (i deres øjne) holde det på  et professionelt plan, hvilket vil sige, ingen kram og knus. I Danmark har jeg altid været vant til, at man også er personligt knyttet til børnene. Så det er derfor lidt mærkeligt.

Lærerinden i dag virkede mere genkendelig på den måde, at man kunne mærke at hun også holdt af børnene på et personligt plan.

Dagen i dag har igen budt på meget undervisning, men i og med at det var fredag havde børnene fritime i den sidste time. Dejlig dag J

2. dag på Petrie Terrace State School


I dag startede dagen med, at vi snakkede med vores vejleder Roxanne. Hun gennemgik alle de ”skæve” børn (børn med Aspergersyndrom, Autisme etc.) med os og gjorde specielt meget ud af, at fortælle os om hvem vi skulle være særligt forsigtige med. Det var f.eks. børn som spyttede, sparkede og slog.

I Danmark ville man aldrig gå så meget i detaljer med, at fortælle om børnene. Man ville derimod lade den studerende skabe sit eget indtryk. Jeg synes ikke så godt om dette, da man derfor på forhånd har en forforståelse overfor børnene.

 I dag blev jeg placeret i 5/6D, som er en klasse med børn i aldersgruppen 10 til 13 år. I denne klasse var det kun halvdelen af eleverne, som bar skoleuniform, i modsat til i går.

Jeg har aldrig arbejdet med ”skæve” børn før, så det var derfor lidt af en udfordring, da jeg i dag  blev sat til at være støttelærer for en pige med II, som på dansk er det samme som indlæringsvanskeligheder. Pigen var nu sød nok, men hun var meget bestemmende og ”naughty” som lærerne sagde.

Dagen i dag har forløbet meget lærings relateret og har ikke rigtigt indehold noget pædagogik, hvilket jeg har savnet lidt. Så jeg er temmelig sikker på, at det ikke er i denne klasse jeg skal arbejde. Jeg er i gang med en pædagoguddannelse for at blive pædagog, IKKE lærer. Derudover så synes jeg også at tonen (fra lærer til elev) var lidt mere hård en den var i prep i går. Alt i alt så er det en skole, som bruger meget disciplinering f.eks. i form af Straf og belønning og det skal man lige vænne sig til.

I aften skal vi ud og fejre Leises fødselsdag med en dejlig bøf, det bliver godt ovenpå en udfordrende dag.       

onsdag den 1. februar 2012

Første dag på Petrie Terrace State School.

Jeg har i dag haft min første arbejdsdag på skolen. Dagen startede med, at vi snakkede med vores Vejleder Roxanne, hun skulle vide hvilken specialisering vi har, så hun på baggrund af det kunne placerer os på hver vores interesseområde. Vi aftalte at vi i denne uge kunne komme lidt rundt i de forskellige klasser og observere for derfor, at få et bedre indblik i hvilken målgruppe vi vil arbejde med og på mandag skal vi så vælge vores endelige målgruppe.

I dag blev jeg placeret i prep, som på dansk er en 0 klasse.

Dagen i dag har været rigtig spændende. Det første jeg lagde mærke til var skoleuniformen, som man jo ikke ser i Danmark. Børnene bærer dog ikke skoleuniform pga. forskellige sociale lag, men på baggrund af at solen her i Australien er meget skarp og med en skoleuniform er man sikker på, at tøjet dækker det som det skal. Det skal lige siges, at det ikke er et krav at have uniform på, men de fleste børn har det dog.

Noget andet jeg lagde mærke til og var meget betaget af var børnenes engelsk/Australske sprog. Jeg synes at det lyder rigtigt sødt/sjovt og derudover så er det lidt mærkeligt, at komme til et land hvor 5-6 årige børn er meget bedre til engelsk end en selv. I løbet af dagen blev jeg da også rettet lidt i min engelske udtale, en dreng sagde f.eks. ”We dont say it like that”. Hi hi meget morsomt.

Noget tredje jeg lagde mærke til var tiltalen, børnene skal nemlig kalde lærerne for Miss/Mr. Læren spurgte derfor mig, hvad jeg ville kaldes for og det blev så Miss Line. Dette bryder jeg mig ikke rigtigt om, jeg synes det er lidt for disciplineret. Måske er det bare noget man skal vænne sig til, men det er altså lidt underligt.  

I og med at børnene i prep først lige er startet i skole for ca. en uge siden, foregår deres timer meget rolige, altså med meget lidt egentlig undervisning. Dagen i dag foregik med, at læreren læste lidt historie op, at børnene lavede en lille opgave i deres skolebog, sang og dans og fri leg indendørs.